edith moegelmose EDITH MØGELMOSEs historie
født 13.12.1917 - død 08.12.2003

Edith gifter sig med Holger Huus, ravmager i Dokkedal. Jeg husker vi besøgte dem. Deres hus var meget anderledes. Det var lysegrønt! Holger lavede mange flotte ravsmykker. Min mor har blandet andet en meget stor dråbeformet ravklump som halssmykke, som jeg har arvet. Når vi besøgte Edith, skulle vi altid på stranden for at se om vi kunne finde rav, men det lykkedes aldrig. Holger fik konstateret koldbrand i sit ene ben, hvilket gjorde at han sad i rullestol. Desværre bredte det sig og han døde i 1979.

I 1996 bragte Familie Journalen en artikel om 2 nordmænd, der var strandet med deres skib ved Dokkedal under en storm den 13. december 1946 på Ediths 29 års fødselsdag.

Nedenstående følger et uddrag:

Vejret var utrolig dårligt. En stiv kuling stod ind fra syd-sydøst, det frøs og sneede voldsomt. Fragtskibet "Tove af Lindesnes" var på vej hjem til Norge med mange tons sand. I stormen begyndte skibet at krænge voldsomt, den legede nærmest kispus med skibet og en voldsom sø fik det til at krænge over på siden, så lasten af sand forskubbede sig.

Søfolkene satte redningsbåden i vandet. Fragtskibet havde taget så meget vand ind at det kun drejede sig om minutter inden det ville synke. billede fra familie journalen Da søfolkene havde kæmpet sig op i rednings-
båden, blev den ramt af nogle meterhøje bølger og vendte bunden i vejret.

De fire af søfolkene fik kæmpet sig op i båden igen, men skipperen måtte slippe sit tag og forsvandt i det sorte dyb.

Det var sort nat, så de kunne intet se, men da de var ved at give op stødte redningsbåden på grund.

"Vi anede ikke om vi var tæt på land eller langt ude på havet. Så der var ikke andet for end at springe i vandet og håbe på, at vi fik fast grund under fødderne."

Bølgerne havde kastet redningsbåden ind over første revle ud for Dokkedal.

Sømændene takkede gud for, at de var kommet levende i land, men var klar over at de hurtigst muligt skulle søge hjælp. De var gennemblødte og frøs utroligt. Det drejede sig om kort tid, inden de ville fryse ihjel.
Én af søfolkene var så medtaget, at han knap kunne gå.

De to andre hankede op i ham og bevægede sig gennem klitterne i mørket. Pludselig stødte de ind i pigtrådsafspærringer - arvegods fra den tyske besættelse. De fik deres tøj revet i stykker og pådrog sig dybe kvæstelser på arme og ben, som blødte voldsomt.

Fra toppen af klitten så de at der var lys i et lille hus. Med de sidste kræfter kæmpede de sig frem til huset og buldrede på døren.

I huset var familien Huus ved at gå til ro. De havde netop fejret Ediths 29 års fødselsdag og hun var ved at rydde op. Holger havde lagt de 5 børn i seng, da Edith kiggede ud af vinduet for at se hvem det var. Klokken var da omkring midnat.

"Jeg blev bange, fordi jeg troede det var en flok berusede mænd. To af dem kom jo slæbende med en tredje mellem sig. Derfor kaldte jeg på Holger, så det var ham der lukkede op."

Situationens alvor gik dog hurtigt op for Edith og Holger, da mændene sank om i forgangen. De fik dem slæbt ind i stuen og hen til den varme kakkelovn.

edith moegelmose

"Det hele var så uvirkeligt, men vi vidste åbenbart, hvad vi skulle gøre. For vi fik det våde tøj af dem, pakket dem ind i tæpper og dyner og hurtigt ringet efter ambulancer."

Inden redningsfolkene nåede frem, fik søfolkene suppe og brændevin i et forsøg på at give dem den indre varme. Kort efter var de fire søfolk på vej til sygehuset i Ålborg for fuld udrykning. De fire søfolk slap med livet i behold.

50 år efter redningen så to af nordmændene, Ove Gabrielsen og Bjørn Flatebø, deres redningskvinde igen. Holger Huus var død for nogle år siden. Det blev et voldsomt møde, hvor de voldsomme minder for alvor kom op til overfladen igen. Hverken Ove eller Bjørn kom på havet igen. Ove nedsatte sig som fiskeeksportør og Bjørn som købmand i Lindesnes.

"Vi har masser af år gerne villet møde vores redningsfolk igen, men det blev aldrig til noget. Derfor besluttede vi os til at markere 50-årsdagen ved at tage til Dokkedal." Da Ove og Bjørn sammen med Edith Huus var på stranden, hvor redningsbåden drev ind, fik følelserne frit spil.

De græd og knugede den 79 årige Edith ind til sig. " - Tak for livet Edith. Havde det ikke været for dig og din mand, var vi døde dengang."