HENNING MØGELMOSEs historie
født 25.01.1911 - død 19.08.2006
Sådan var en del af mit liv!
En Vendelbodrengs historie af Henning Møgelmose 1911-2006.
På min 80 års fødselsdag den 25. 01. 1991 besluttede jeg mig til at skrive, hvad jeg kunne huske af mit livslevned; det kunne måske glæde børn og børnebørn at høre det.
Det længste jeg husker tilbage var, da jeg kun var 4-5 år gammel, for da brændte mit hjem - et lille husmandssted, ja en snes tønder land, i byen Jerslev i Jylland. Det gav en skræk i mig, men står meget dunkelt for mig i dag. Dengang havde hver gård selv en bageovn, hvor man bagte rugbrød i. Man fyrede kun med risbrænde. Mor og far var ude at malke til middag, da det pludselig brændte på taget. En gnist fra skorstenen var fløjet op og havde antændt stråtaget. Vildt postyr!! Næsten alt brændte. Det vigtigste var at redde børnene og dyrene: en hest, seks køer og en del grise. Det var svært, for dyrene ville søge ly i staldene og forsøgte at komme ind igen. Naboerne kom løbende med spande for at hjælpe med at slukke. Det var håbløst, for der var kun vand fra én brønd. Brandsprøjter fandtes ikke på den tid i sådan en lille by. Naboerne tog os børn med hjem, hvor vi så var til der blev bygget et nyt hus.
I 1918 solgte far stedet og købte en større gård på 35 tønder land, Smedegaard i Hallund. Jeg syntes det var en mægtig gård: to heste, tolv køer og en hel del store og små grise og store marker helt ned til åen og en stor lade med vindmotor.
Det var i 1918, så jeg var syv år og skulle begynde i skolen. En mægtig oplevelse. Vi løb til skole tværs over markerne og hjem til middag kl. 12.00 og skulle være i skole igen kl. 13.00. Første og anden klasse var man i skole 4 dage om ugen om sommeren; om vinteren kun tirsdag og fredag. Det modsatte gjaldt for tredje og fjerde klasse.
Der var dejligt på Smedegaard. Når vi kom fra skole var det bare med at få det gamle tøj på og komme i gang. Vi passede kalve og flyttede køer, som stod i tøjr ude på marken. Vi havde en stor kølle til at banke tøjrepælen ned med. Jeg glemmer aldrig en middagsstund, hvor jeg skulle vande kvier. De var godt tørstige. Så snart jeg fik trukket tøjrepælen op, kunne jeg ikke holde kvien. Den ville hurtigt ned til vandet. Uheldig som jeg var, så slyngedes tøjret rundt om mit ene ben, hvorpå jeg blev slæbt med ned til åen, baglæns på ryggen igennem små vandpytter og komøg. Bagefter måtte jeg ned i åen for at få det værste af, inden jeg kom hjem. Min mor var lige stået op fra middagssøvnen, hun lå kun et kvarter, så hende løb jeg lige på. " Hvad har du lavet dreng?" var hendes ord. Jeg sagde bare, at jeg var gledet ned i åen.
Vi børn måtte hjælpe til med at luge roer og fik 2 øre pr. række. Pengene fik vi udbetalt, når vi skulle på skoleudflugt. Jeg havde nået 12 rækker, en fik en svimlende sum på 50 øre!
I høsten, som foregik pr. slåmaskine, måtte vi binde op. 3-4 dage efter skulle det sættes i hove. Vi slæbte neg hen til far, som så satte dem sammen i hove. Hvis vejret var godt, kunne det køres hjem efter en uges tid. Mor skulle læsse, far stak negene op til hende og jeg skulle køre hestene frem efterhånden. Samtidig benyttede jeg mig af at fange mus, som jeg puttede op under blusen. Dem skulle jeg have med hjem. Forinden havde jeg lavet et lille hus af mursten med et vinduesglas over og græs i bunden. En heldig dag havde jeg fået hele 3 mus, som blev sat ind i huset. Inden jeg gik i seng, var jeg ude for at se om de havde det godt. Alt vel! Om morgenen: Alt væk! De havde gnavet sig ud under stenene, til stor ærgrelse for mig.
Jeg elskede Smedegaard. Om sommeren kunne vi bade i åen; om vinteren kælke ned af bakkerne. WC fandtes ikke, om aftenen tændtes flagermuslygten og der sad vi så på rad og række bag ved køerne.
Vi børn havde det skønt, men det varede kun 4 år. Da jeg var elleve år, kunne jeg mærke på mor og far, at det ikke gik så godt mere. Jeg tror det var omkring 1920-1921, at vi måtte flytte fra Smedegaard. Min far havde kautioneret for sin bror. Han gik fallit og det samme skete for min far, så vi måtte flytte fra gården og ind i en lejlighed nede i byen ved Slagter-Søren. Han havde et langt hus i Hallund, som vi fik den ene ende af; to stuer og et lille køkken. Vi var jo mange børn, så vi fik sat vores senge op på loftet, hvor vi lå 3 i hver seng. Jeg glemmer aldrig den dag vi måtte flytte, for den dag græd min mor højlydt. Det havde jeg aldrig oplevet før og det gjorde et stort indtryk på mig.
Bagerst: Henning, Lily, Herman, Harry - Forrest: Jenny, Marie, Else og Elly
De, der var konfirmeret, var jo ude at tjene. Vi andre, som gik i skole, fik så efterhånden en plads. Alle vi børn, som var over 10 år måtte ud at tjene. Pigerne som barnepiger, vi drenge ude hos bønderne som hyrdedrenge. Vi blev dog alle hjerteligt modtaget hos de forskellige husstande. Min farbror var murermester i Klokkerholm så hos ham fik far arbejde.
Jeg kom ud at tjene som 11 årig. Jeg kom hos et søskendepar, Marits og Niels, som havde en gård ude på Kæret. De var oppe i årene, men var ualmindelig gode mod mig. Fire dage om ugen gik jeg i skole til kl. 2.00. Jeg fik besked på at gå lige og hurtigt hjem. Om sommeren skulle jeg passe køer, som blev tøjret på græsmarken. De skulle flyttes for hver halve time. Hjem kl. 6.00. Der skulle også malkes tre gange daglig: kl. 6., kl. 12. og kl. 18. Mælken skulle køres på mejeriet, men der var tre nabogårde, der skiftedes til at køre en uge hver. Om tirsdagen var der penge for mælken, som mælkemanden havde med i en konvolut til hver enkelt. De skulle afleveres til hver gård, men en lille husmand, som boede et stykke fra vejen, hvor kan kørte sin spand til, der kunne man jo ikke lægge penge. Så jeg blev sendt hen med dem. Det var et lille husmandssted på otte tønder land omgivet af hyldetræer, beboet af en gammel kone kaldet Hyld-Ida. Rygterne gik på at hun kunne hekse. Hun havde en søn boende, som hed Niels, "Hyld-Niels". Han kunne ikke skrive eller læse, men han kunne passe det der var: en hest, fire køer og lidt grise. Jeg var ikke stolt, den første gang jeg skulle derhen med mælkepenge. Lige inden jeg nåede huset, sad der en krage og skræppede oppe i et træ; så jeg tænkte" Nu ved hun at der kommer nogen!" Jeg bankede på to-tre gange, før der blev lukket op. Der stod den gamle kone. Jeg skyndte mig at sige: ""Værsgo' - her er mælkepenge!" Og trak mig tilbage, men hun sagde: "Kom endelig ind min bette dreng. Nåh, du er Krovers dreng. Du er da en pæn bette dreng, kom ind og få en kop kaffe." Jeg sagde: "Nej tak, jeg skal skynde mig hjem." "Du skal sgu' ha' en sukkerknald!" Hun havde en klump kandissukker, som lå i øverste rum i kakkelovnen, tog den frem, bed et stykke af til mig og puttede det i munden. Og så, farvel! Da jeg var halvvejs hjemme, fik jeg så ondt i maven. Jeg skyndte mig ned med bukserne og stod på skrævs ned i skelgrøften for at besørge. Kanten var for løs, så jeg røg på rumpen ned i det kolde vand, men fik besørget og trak de våde bukser op, som jeg gik med hele dagen. Ingen fik at vide, hvad der var sket, jeg måtte hjem og flytte køerne.
På gården var der jo også en karl; Elmar hed han. Han var 14-15 år og hård ved mig, måske nok fordi Marits og Niels tog sig for meget af mig. Vi havde et kammer sammen ude ved hestestalden og sov i samme seng, med halm i bunden og en dyne så tung, så man dårligt kunne vende sig. Jeg lå ind mod muren.
Hyld-Niels havde en norsk hest, som han red på, når han skulle nogen steder. Han kom en dag og spurgte om han måtte låne Henning, for der skulle lægges kartofler. Det fik han lov til, så jeg løb barfodet over markerne. Niels havde fået hesten for ploven, så vi kom i gang med arbejdet. Da klokken var 6, måtte jeg skynde mig hjem og trække køerne ind, for kl. 7 spiste man aftensmad og klokken 8 skulle jeg malke, kl. 9. flytte får, derefter kunne jeg læse mine lektier, da jeg skulle i skole dagen efter. Det var bibelhistorie/salmevers, som man skulle kunne udenad, ellers vankede der en eftersidning. Jeg kunne kun én af dem, men fik lov til at gå, hvis bare jeg kunne resten i morgen. Jeg tror, at læreren havde en anelse om forholdene på gården og hvor lidt fritid jeg havde. Lærere med damer kom jo på besøg på de fleste gårde.
En kedelig oplevelse havde jeg også med Elmar, som jeg tjente sammen med. Vi havde hver en æske på hylden med vores sparepenge i. En dag sagde han: "Ved du hvad, jeg tror Marits har taget vores sparepenge. Prøv at se, om dine også er væk?" Det var de. Jeg turde ikke sige noget, men dagen efter kom han med en salonriffel, som han havde købt af én, som hed Mølbak, hvis far havde forbudt ham at have den. Så han fik den billigt, sagde han. Jeg havde mine anelser om, hvor han havde fået pengene fra, men turde ikke sige noget.
En aften gik han ude i haven og skød efter fugle, men det opdagede Nils Krover, så den blev taget fra ham. Så pakkede han sit kluns og stak af hjem til sin far. Dagen efter kom faderen for at gøre bod; han havde ikke råd til at have ham hjemme. Men Niels sagde: "Nej, du kan få bøssen og så ikke mere om det!"
Efter at Elmar var rejst, blev jeg karl på gården, så jeg fik lært at pløje, ja, lave alt hestearbejdet. Det sværeste var at lægge seletøjet på hestene. Jeg kunne dårligt nå over hovedet på dem. Ligeledes skulle jeg også køre mælketur. At få spandene op i vognen var meget besværligt, for de var tunge, syntes jeg, men give op kunne aldrig falde mig ind. Mejeristen spurgte også: "Hvordan klarer du det?"
Vi var nået hen til november 1924. I vinter var der ingen, der havde brug for mig, så jeg måtte flytte hjem. Nu skulle jeg i skole 4 gange om ugen og til præsten 1 dag. Det var i Øster Brønderslev, så der var et godt stykke vej, men jeg lånte Hermans cykel. Det kunne være en kold tur i sne og frost. Enkelte gange måtte jeg så tage rutebilen, som gik til Brønderslev hver dag. Det kostede mig 25 øre.
Den vinter fik jeg lov til at gå på danseskole og gymnastik én gang ugentligt. Der var ikke noget fast arbejde til mig, men jeg kunne være stik-i-rend-dreng for smeden, karetmageren og slagteren. Dagene var korte, aftenen til gengæld meget lang.
Henning og Harry på Gymnastikholdet, yderst til højre i 3. række.
Da vi nåede hen til april havde min far fæstet mig fra 1. maj til 1. november hos gårdejer Kresten Pedersen i Hallundbjerg. Det var en streng plads. Jeg skulle passe 24 køer, som skulle tøjres på græs, flyttes to gange, hjem til middag for at malkes og vandes, så ud igen over middag og igen flyttes to gange, inden de skulle hjem. Hver søndag formiddag skulle jeg feje gårdspladsen, som var temmelig stor. Hvad jeg fik i løn, aner jeg ikke. Den fik far. Engang imellem måtte jeg bede om at få en skilling. Kun én eneste søndag fik jeg fri en eftermiddag. Det var til fars fødselsdag i juni måned. Da jeg kom hjem på gården, kom bonden mig i møde og sagde, jeg måtte hente de to tyre hjem. De stod endnu ude på marken. Hverken han eller karlene kunne komme i nærheden af dem. Så jeg måtte skifte til mit gamle tøj og gå ud for at hente dem begge to på én gang kl. 11. De var ikke blevet flyttet hele eftermiddagen, så de var både sultne og tørstige.
Første november kom jeg ud på Kæret igen hos Niels og Marits, som karl. Det var dødkedeligt. Hvor jeg var før, var der jo altid selskab, for der var to karle og to piger og herskabet. Nu var jeg alene hos de to gamle.
Første maj fandt de på, at Harry også kunne være der. Det var ikke godt. Han var jo min lillebror! Vi arbejdede ikke for godt sammen. Hvis jeg bad ham om at gøre et eller andet, svarede han gerne: "Det kan du selv gøre!". Sommeren fik heldigvis en ende - og så var det slut med at være der.
Vi var nu nået til 1925. Jeg ville ikke være på Kæret længere. Jeg havde hørt at "Amerikaneren" skulle have ny karl, så den plads fik jeg, fra første november hos amerikaneren Jakob Jensen. Han havde en lille gård på 6 tønder land; 4 køer, 1 hest og lidt grise. Det såkaldte sted var kun en lystejendom. Den lå i kanten af byen. Han lavede ingenting selv. Han havde en kone på 24 år og en lille pige på 2 år. Selv var han 64.
Jeg måtte op om morgenen for at malke de 4 køer. Jeg var ikke så skrap til det, men Maren, hans kone, var ualmindelig sød, så hun hjalp mig i begyndelsen. Jeg var hos "Amerikaneren" i 4 år, og i 4 år fik jeg 400 kr. om året. Nu var jeg blevet 18 år og forlangte mere i løn. Det ville han ikke give, så jeg sagde op. En aften, jeg var hos barberen, spurgte han, om jeg stadig blev i pladsen. "Nej, han tør ikke ha' dig mere. Nu er du 18, konen er 28 og han er 68", så det forstod han godt!
Min bror Jens var for et par år siden rejst til Lolland, så jeg skrev til ham, for at høre om han kunne skaffe mig en plads. Han fandt én på en gård i Halsted, nær ved Nakskov. Der kunne jeg få 300 kr. for et halvt år. Jeg rejste med postbilen til Brønderslev kl. 4, med tog der fra kl. 6, var i Fredericia kl. 11, så med færge over Lillebælt (det var inden broen kom), i Middelfart kl. halv tolv, der fra med tog til Odense ( der måtte jeg vente en halv time inden toget kom), så med det til Svendborg, igen en færge til Vindeby på Tåsinge, med tog til Bjerreby, igen færge til Rudkøbing, med tog til Langeland , Spodsbjerg og der fra færge til Nakskov. Der havde Jens ventet på mig en halv time. Kl. var halv to om eftermiddagen. Da vi kom til gården, hvor jeg blev ansat, var jeg både sulten og træt og tørstig. Jeg fik anvist mit kammer, skiftet tøj og så ud at læsse sukkerroer til kl. 6 aften og derefter ind at malke. Dagen efter op kl. 6, malke og fodre, muge ud i kostalden inden morgenmaden og så køre roer. Der var et spor fra Nakskov Sukkerfabrik til en plads midt i byen, hvor roe-toget kørte vogne hen, som vi kunne læsse roerne i. Hver gård havde sit nummer på vognen, der skulle være fyldt inden aften, så det var et knoklearbejde. Det var polakker, der tog roerne op og lagde i bunker, så vi kunne læsse fra og køre til banevognen.
De var ellers flinke både manden og konen, Bertil Nielsen og fru Nielsen. De havde en sød lille datter, Anne Lise, på 4-5 år. Jeg blev hendes eet og alt. Hun ville sidde ved Henning, sagde hun, og en aften kom hun ud i kammeret til mig med nattøjet, for hun ville også sove sammen med mig. En dag skulle hun til frisør og klippes, men kun sammen med mig, så jeg fik hende på cyklen og kørte til Nakskov til frisør en fredag formiddag. Hun havde 5 års fødselsdag dagen efter.
Det var en stor forandring at komme fra Jylland til Lolland. Sproget måtte laves om. Man sagde "De" til dem, man ikke kendte. Efterhånden fik jeg meldt mig med i gymnastik. Så fik jeg lært en del at kende. De opdagede, at jeg var en god gymnast og jeg blev populær til gymnastikopvisningen. Jeg var den eneste der kunne slå flik flak. Efter opvisningen var der bal om aftenen. Jeg kendte ingen af pigerne, som jeg kunne danse med. Jeg havde luret to, som til stadighed skævede til mig. Til sidst tog de mod til sig og spurgte, om jeg ikke ville danse med dem! "Jo, hellere end gerne!" jeg, " men jeg kender jo ikke nogen." " Du har lov at spørge", fik jeg til svar, så det gik fint resten af ballet. Jeg lærte en del at kende. Da vi nåede hen i oktober, spurgte Nielsen, om jeg ville blive der længere, men " Nej tak, jeg ta'r til Jylland igen", selvom jeg havde fået en god og human behandling på Lolland.
Første november, det må have været 1929, fik jeg plads som andenkarl hos Kristen Kirkegaard. Kun til 1. maj, for jeg var på session og udtaget til flyvetropperne i Værløse pr. 1. juni. Fjorten dage inden kom der brev, at jeg ikke skulle møde, uden at der kom nærmere besked. Den kom ikke, så jeg kom til Kristian Broen et halvt år og derefter hos Jens Broen et helt år.
1931 tog jeg til Lolland igen på en gård som forkarl i en landsby, Kastager.
Der blev jeg hurtigt populær - god gymnast og danse og synge kunne jeg også. Om vinteren blev jeg optaget til at spille dilletant. Vi skulle spille " En søndag på Amager". Der var ingen tvivl om rollen til mig, jeg skulle spille Jokum (som jeg fik megen ros for). Året efter spillede jeg et stykke "Vindebys berømte søn", og efter forestillingen kom apotekerfruen hen til mig og sagde: "Du burde være skuespiller". Tak.
Fra november 1933 fortsatte jeg hos Tage på Stensgaaard. Vi havde det godt sammen. De havde 4 børn, som jeg også havde det godt sammen med. Som bonden sagde: " De ser op til dig!"
Det var den sommer, der skulle være gymnastikstævne i Ollerup. Der skulle arrangeres et hold fra Lolland, som skulle deltage. De bedste gymnaster fra de forskellige sogne blev udtaget til at danne et hold. Vi trænede hver søndag formiddag i Sakskøbing. Men 8 dage før stævnet kom bonden og sagde: "Du kommer ikke med til Ollerup, for det ta'r 3-4 dage og det er lige høstens tid, så det bli'r det ikke noget af". Jeg blev nærmest paf, men så sagde jeg min mening: "Så kan du rende mig et vist sted. Mig skal du ikke regne med mere. Jeg har trænet hver søndag og får ikke lov at deltage. Så giv mig mit til gode-havende, så rejser jeg. Mig ser du ikke mere!" Så ind i kammeret og skifte tøj, på cyklen til Jens og Ruth for at fortælle som det var, og boede hos dem i 3 dage. Jeg havde selvfølgelig fået fat i en fragtmand og havde fået hentet mit skab.
Da de 3 dage var gået hos Jens, pakkede jeg lidt arbejdstøj og fornødne ting sammen, som kunne være på cyklen og tog så til København. Jeg nåede dog kun til Vordingborg den første dag, hvor jeg fandt en kro, fik lidt mad og logerede til næste dag. Klokken 8 startede jeg så. Nu gjaldt det om at finde Rødovre, hvor Ruth havde lidt familie, som jeg kunne besøge. Hendes fætter var bestyrer på Moseholm, en lille gård på 6 tønder land, som ejedes af Alstrup - mejeriejer af Valby mejeri. Da jeg nåede Køge, tog jeg hen til en pølsevogn. Der kom jeg i snak med en dreng på 12-13 år, som også skulle til Rødovre. Så havde jeg følgeskab.
Jeg fandt Moseholm, der lå for enden af Fortvej. Da var klokken ca. 4. jeg traf Lindrup i gården og hilste ham fra lollikkerne. Jeg spurgte om der var brug for en karl. Det var ikke umuligt, ham de havde, var rejst ugen før. "Vi må spørge Alstrup." Vi fik fat i ham og det lod til, at han var interesseret, for det var høsttid. Jeg blev spurgt, om jeg kunne bruge en le, og om jeg kunne binde neg, for der skulle mejes for, nu inden høst. Dertil svarede jeg, at inden for landbruget var der intet jeg ikke kunne, for herved var jeg født og opvokset.
"Så får De værelse og kost hos Lindrup og lønnen er 50 kr. om måneden".
På ejendommen var der kun 2 heste og ca. et halvt hundrede søer og grise. Jeg kom om lørdagen, begyndte så om søndagen med at rense under grisene. Man måtte ikke starte en mandag! Gammel overtro!! Han ville også vide om jeg havde kørekort. Om tirsdagen fik jeg så en le, ud at meje for, for nu skulle der høstes. Det var en bygmark og kornet var ikke så langt, at det kunne bindes med, så Alstrup kom for at vise mig, hvordan de lavede bånd. Jeg kendte en måde der var hurtigere. Da han så det, gik han.
Han havde købt en brugt selvbinder ugen før, en Mac Kormik. Da der skal 3 heste for, lånte vi naboens hest, så skulle vi høste for ham bagefter. Da Lindrup havde kørt en omgang, sagde jeg til Alstrup: "Kan De ikke se, at de heste er spændt forkert for? Den ene hest trækker jo det hele. De to andres skagler er alt for lange. Den stakkels hest er allerede svedt og ikke et neg er bundet. Og det kalder I for en selvbinder. Det er mig der må binde!" Alstrup spurgte: "Kan De klare det?" "Ja, det ved gud jeg kan, for det første skal de to hestes skagler gøres kortere og så skal knytterne løsnes. Jeg skal bare låne en nøgle og løsne den, så binder den hver gang." "Det er De sikker på? Så må De hellere køre, De kender den jo." Næste dag var jeg så hos naboen for at høste, det fik jeg 5 kr. for.
Negene skulle sættes sammen i store hove og stå i tre dage, inden de skulle køres hjem. Om aftenen var jeg ude at kæle lidt med gårdhunden, der var fastbundet til hundehuset. Lidt efter kom Alstrup. Han havde forsøgt at få de fire gylte ud af folden, for de skulle ind, inden de skulle have smågrise. De gik i en fold udenfor, hvor der var pigtråd om og den havde de respekt for. Langs med den havde de lavet en sti og selvom leddet var åbent, ville de ikke ud over stien. Nåh, den klarede jeg. Jeg hentede en høkurv, satte den for næsen af dem og gik baglæns ud. Han blev helt paf. Hvordan klares det?. Der er kun to stier til fire søer, ja, det er jo to i hver. Hvad så når de får smågrise? Det kan sagtens gå, og det gik. Jeg kunne mærke på Lindrup, at han ikke havde så meget at sige mere, for Alstrup kom altid til mig. Tænk! Jeg slagtede også to grise på én dag!
Da høsten var forbi, kom Alstrup med bilnøglen. Han havde lovet, at jeg skulle køre en tur med Lindrup's ud i det blå. De måtte bestemme, hvor vi skulle hen, så det blev op ad Nordsjælland til. Vi var inde et sted at drikke kaffe, men var hjemme inden aften.
Alstrup's boede kun i villaen om sommeren, og købte så Maglehøjgaard i Stærkinde. Lindrup kom der ud som fodermester og der kom en anden bestyrer ud på Moseholm. Et halvt år efter ringede Alstrup om jeg ville komme, for han ville tale med mig. Han spurgte om jeg ville tage til Maglehøjgaard og være der som forvalter. Han var blevet uvenner med den han havde og fyret ham. Om et halvt år ville han så have en gift forvalter. Han gav mig bilnøglen for at hente bilen, så vi kunne køre derud. Vi fik fat i forkarlen og bad ham kalde samtlige folk ind til møde i folkestuen. Der var 3 karle, en fodermester og en staldkarl. De fik så den besked, at nu var det Møgelmose, der var forvalter her!
Henning som forvalter på Maglehøjgaard, øverst på trappen yderst til højre.
Jeg klarede det fint som forvalter. Kom godt ud af det med karlene, på nær andenkarlen. Ham måtte jeg fyre. Han var ikke meget for at komme op om morgenen. Forkarlen beklagede, at han måtte kalde på ham 2-3 gange, før han kom. Jeg sagde: "Fra i morgen af kalder du én gang, så lad os se hvornår han kommer." Klokken var næsten 10, da han kom. Han beklagede, han var ikke kaldt af. Jeg sagde:" Niels, forkarlen, har fået besked på, at herefter bør han ikke kalde mere end én gang og det har han jo, så du må rejse til den første." Jeg ringede til arbejdsanvisningen i Roskilde for at høre om de kunne skaffe en karl til Maglehøjgaard, Stærkinde. Så kom Sigvald Mikkelsen. Han præsenterede sig og spurgte efter forvalteren, for han var anvist en plads her. Ja det var jo mig. "Du kan stille din cykel her i skuret, så skal jeg vise dig, hvor du skal bo. Nu er kl. snart 12, så kan du komme ind til middag og hilse på de andre."
Det gik godt på Maglehøj. Vi kom godt ud af det med hinanden. Vi gik til gymnastik i Reerslev forsamlingshus og mødte også op, når der var bal.
Der var en del piger at danse med, særlig én havde jeg fået "et godt øje til", det var Maggi. Jeg fik lov til at følge hende hjem. Hun boede i Reerslev om natten, når hun havde fri. Jeg fik at vide, hvornår hun havde fri igen og det endte med at jeg blev inviteret ind til kaffe og hilste på den øvrige familie. Det holdt siden.
Ender som salgschauffør på Valby Mejeri og senere på Trifolium, hvor han manglede et års tid inden sit 40 års jubilæum. Blev derefter en glad pensionist i kolonihaven. Han og Maggi blev gift i 1939 og bosatte sig i Valby, hvor de fik to børn.
Efterlysninger
Siden opdateret
13. maj 2022
Jette Jansen, Haspegårdsvej 11, 2880 Bagsværd - e-mail: jette.jansen@outlook.dk
