else rasmussen ELSE MØGELMOSEs historie
født 24.03.1926 - død 21.03.2000

Min mor blev født den 24. marts 1926 i Hallund, som den sidste i en stor børneflok på 19. Familien boede dengang i en forvalters hus der hørte til gården Kirkegården i Hallund.

Som yngste barn i så stor en børneflok blev min mor og hendes bror, der var 2 år ældre forkælet af en del af sine voksne søskende. Hendes ældste bror Einer var 22 år ældre. Ham havde hun dog ikke meget at gøre med, da han som ung rejste til Canada. Børnene blev sendt ud for at tjene allerede som 11 årige. Det var familien nødt til, da der var mange munde at mætte og det ikke ligefrem var penge de havde mest af. Min moster Elly fortæller at hendes mor græd, hver gang hun måtte sende et barn ud for at tjene. Børnene derimod syntes det var spændende og glædede sig til at komme ud for at prøve noget nyt. Det var vist kun i starten.

Min mor gik i skole på Hallund skole. Nedenunder beretter hun selv lidt fra hendes barndom.

Elses barndom:

else rasmussen

Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg har været, men de to søskende der var lige før mig var drillesyge. Det kan jeg erindre, men jeg synes selv at jeg har haft en god barndom.

Jeg kan huske at Peter og jeg lå i samme seng, da vi var små, men hvor mange år vi var, aner jeg ikke. En dag fik Peter mig lokket til at bytte plads med ham i sengen. Han må have lavet et eller andet, som ikke var så godt, for mor kom ind, hun har åbenbart ikke tændt lyset, for det var mig der fik smæk. Jeg kan huske endnu at Jenny Trøstede mig, men hvad der skete med Peter bagefter, det ved jeg ikke. Det glemte de nok.

Min bedste legekammerat, inden jeg kom i skole, var Henning. Det var lægens søn. Vi legede meget sammen på Kirkegård, der var en stor gård, der lå midt i Hallund by lige ved kirken. Der var en del karle der gav os flødeboller, hvis vi ville kysse hinanden. Efterhånden som vi blev ældre var det ikke morsomt mere, vi blev nok også drillet med det.

Jeg havde også en del veninder, som jeg legede med. Det var gerne dukkerne vi legede med. Datteren fra brugsen, der også hed Else boede i et hus, hvor der var en dejlig trappe. Det var vores hospital, så lå dukkerne på hver sit trappetrin som seng.

Jeg gik til dans sammen med Else og en der hed Karen. Det foregik i en anden lille by der hed Ørum. Vi blev kørt i bil af Karens far, som havde en gammel sort bil. Hvad det var for en aner jeg ikke, men det var ikke alle og enhver der havde bil på den tid. Jeg tror nok, jeg har fået lov til lidt mere end mine andre søskende, måske fordi jeg var den sidste i flokken.

Venner og veninder har jeg aldrig manglet. Vi var mange børn i byen og vi kunne altid finde på noget at lege sammen, både store og små. Enten spillede vi bold eller gemmeleg og om søndagen legede vi røver og soldater, drenge mod piger. Det foregik over hele byen, så det var sommetider svært at finde hinanden. Om vinteren, så var det med at kælke på bakkerne, når der var sne. Det var med at komme tidligt op om morgenen, når mælken skulle køres til mejeriet, for så fik vi lov til at hænge vores kælk bag efter kanen. Dengang kørte man med heste og kaner, der må jo have været mere sne dengang.

Jeg var engang på efterårsferie sammen med Else, hos hendes bedsteforældre i en by der hed Biersted. Det jeg husker bedst var at vi skulle være stille, når de hørte radioavis og det var meget svært...

Her slutter fortællingen da min mor desværre ikke fik færdiggjort historien, da hun var syg af cancer i skjoldbruskkirtlen og døde i marts 2000.

Som 5 årig fik mor en kusine: Verna. Det var hendes søster Magdas datter uden for ægteskab. Hun blev dog senere gift med faderen og de fik en lille gård på Søndersig. Verna blev placeret hos mine bedsteforældre, der jo var vant til at have småbørn om sig. Én mere betød ikke så meget.

De to piger havde meget glæde af hinanden. Min mor var også meget knyttet til sin 2 år ældre bror Peter.

Min mor fortalte at hun under krigen, da hun har været en 14-15 år var på besøg hos sin søster Lilly og hendes mand i Ålborg. Han var indblandet i noget med illegale blade og netop den dag hun besøgte dem blev der foretaget en razzia i lejligheden. De blev alle 3 taget med til stationen til forhør. Heldigvis havde de ikke fundet noget og de slap for videre tiltale, men min mor fortalte at hun var rædselsslagen.

Flere af hendes ældre søskende var rejst til andre egne af Danmark. En var kommet til Fyn en anden til Lolland og 3 var rejst til København. Elly var den første der før krigen rejste til København.

Marie fik lokket min mor til København efter krigen, hvor hun fik job som pige i huset hos Tolstrup, ham med bukserne i stor størrelse. Min onkel Henning var også kommet til København, Læs også hans historie på denne hjemmeside. Mor kom selvfølgelig en del på besøg hos dem og her mødte hun min far, som var Maggis lillebror.

Tove fortæller om far og mor:

else og arne rasmussen

Arne var efter militæret ansat på Blegdamsmøllen som chauffør.Han boede på Valborg Alle i Valby hos Henning og Maggi.

Else var først i huset hos familien Thaarup - herrekonfektion med bl. a. tøj til store størrelser. De havde to sønner, som fører firmaet videre i dag. Der var galopheste og megen selskabelighed og stort sommerhus i Tisvildeleje, hvor det meste af sommeren blev tilbragt. Senere kom Else til Frederiksberg i huset hos arkitekt Madsen. De var begge udearbejdende og havde en datter -Annette - som var meget glad for Else. De to besøgte os ofte på Valborg Alle.

Else kom hos os næsten hver aften samt lørdag og søndag. Det var jo kedeligt at sidde på et værelse, og desuden havde vi jo Arne! De begyndte at gå i biografen og til dans sammen, ligesom de rejste til Jylland i ferierne. Vi blev klar over, at der var "noget mere" imellem dem, for de begyndte pludselig at lede efter en lejlighed. De var heldige at finde en lille lejlighed i Aalborggade, og mor og Else havde travlt med at sætte den i stand. Den var frygtelig snavset. Der var kartoffel- og løgspirer i skabene og flere lag snavs. De nåede dog aldrig at flytte ind. Jeg tror nok, der var noget boligsvindel med ejeren. De kom derefter til Howitzvej.

De blev gift den 11. juni 1954 på Frederiksberg rådhus. Selve brylluppet blev holdt hos Skov, som var mors storesøster Maries arbejdsgiver. Året efter kom Finn og 2 år senere kom jeg. Mor arbejdede ikke mens vi var små, det gjorde man ikke den gang, selvom pengene var små. Far blev taxachauffør, men det var ikke en guldgrube.

Han blev dog senere taxavognmand, så han må have tjent lidt mere og jeg husker da også at vi fik fjernsyn,da jeg lige var startet i skolen. Det må have været omkring 1964.

arne rasmussen

Da vi blev lidt større fik min mor et job i en købmandsforretning og senere gjorde hun rent på lærerhøjskolen, så familien havde lidt ekstra penge. Når det var sommerferie gik turen altid til Jylland over til familien. Det var lige så sikkert som amen i kirken, at når mor betrådte den jyske jord, så slog hun over i vendelbomålet. Ellers synes jeg ikke man kunne høre på hende, at hun kom fra det jyske. Vi elskede at besøge Jylland. Der var masser af bondegårde med dyr og lader med halm, som man kunne lege i med fætre og kusiner.

Af den store familie klarede børnene sig virkelig godt trods hårde vilkår. Kun ét barn døde som 10 årig af meningitis. Mor har ikke været meget mere end 5 år da han døde, men hun kunne huske at hun skulle ind og kysse ham farvel, da han lå i sengen i sit fine tøj og sov. Det var ikke spor uhyggeligt.

Da far blev 60 gik han på førtidspension og mor fulgte efter ligeledes da hun blev 60.

De havde nogle år forinden købt en havekoloni i Ballerup, som de forventede at skulle bruge en del år i. Desværre fik far kort tid efter førtidspensionen en hjerneblødning, som han kom nogenlunde over, men et år efter fik han flere af slagsen og det gik udover både hans hukommelse og førlighed. Mor fik travlt med at tage sig af ham, for han kunne ikke være alene hjemme. Det gjorde det ikke bedre at mor fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen et par år efter. Hun blev opereret og alt gik tilsyneladende godt. Hun havde simpelthen ikke tid til at være syg. Selvom hun blev opereret flere gange gik der flere år på denne måde. Først efter fars død i 1998, var det ligesom at sygdommen brød mere alvorligt ud og hun døde den 21. marts 2000. 3 dage før sin 74 års fødselsdag.

else rasmussen arne rasmussen

Else på sin 70 års fødselsdag. Arne omkring de 50